Det er det hårdeste vejr, jeg endnu har sejlet i. Jeg vidste godt det ville blive hårdt, og det var med åbne øjne, at jeg sejlede ud i det. Det gik godt og jeg følte mig sikker om bord på Anori under hele passagen.
Få mil fri af Shetland må jeg rebe sejlene først til 1. reb i storsejlet og siden 2. reb og rebet genua. På første del af krydset kom vinden ind fra siden med 10 m/s og Anori bjergede sig smukt gennem bølgerne og jeg var taknemlig for en båd, der bare tager, hvad den bliver budt. En enkelt gang noterede jeg mig 11,2 knobs hastighed surfende på en bølge.
Autopiloten svigter
Krydset over Nordsøen var ikke uden problemer. 90 mil ude på åbent hav kan jeg ikke få autopiloten til at styre, og jeg håndstyre et par timer, imens jeg tænker over problemet. 9 ud af 10 gange jeg har et problem, er det mig, der har gjort noget forkert, og jeg forsøger mig derfor først med andre sejltrim i bølgerne, men det fungerer ikke. Jeg elsker at håndstyre – men allerede efter et par timer stod det klart, at jeg ikke ville kunne håndstyre i to døgn – ikke i den her sø og kraftige vind, mine muskler i overkroppen syrede allerede til.
Jeg indså, at jeg må tjekke om der er opstået et mekanisk problem med autopiloten. Forestil dig at afmontere dit rat under sejladsen – Det var et nervepirrende øjeblik, hvor jeg i et par sekunder ikke ville kunne styre båden. Men med fuld fokus var rattet af og på igen i en fart, og autopiloten kunne gennemgås. Min intuition var korrekt – bæltet er næsten sprunget. Det er sket for mig før, og jeg har heldigvis et ekstra med. Med den ene hånd fixer jeg autopiloten, mens den anden håndstyrer båden. På en halv time er autopiloten igen monteret og styrer igen upåklageligt.
Kuling fra nord
Jeg ved, at der er mere vind på vej, og jeg går bare og venter på det. Ved midnat på døgn nr. to rammer 15 m/s i middelvind og de 3,5 meter bølger buldre ind akten for tværs langs Norges vestkyst. Igen og igen lyder budskabet “Gale warning – Gale warning- Gale warning – This i Norwegian coast radio south” der skrattende melder kulingvarslerne ind gennem vhf-radioen. Jeg ruller genuaen helt ind og sejler de resterende 18 timer alene for storsejl i andet reb. Alligevel går jeg 5 knob i snit helt indtil, jeg når i læ bag Farsunds klipper.
Se video fra sejladsen her: https://www.instagram.com/reel/CvO00uNNpqc/?igshid=MzRlODBiNWFlZA==
Det var et hårdt kryds, hele kroppen gør ondt nu, og jeg har maksimum sovet 5 sporadiske timer de sidste 2,5 døgn. Men det var også fantastisk og en oplevelse af at kunne klare det. Og selvom jeg er udmattet nu, så ved jeg, at jeg om et par dage igen er tilbage på havet, nu med selvtilliden om at både jeg og min båd kan sejle i hårdt vejr.
Ny løsninger søges
Det er anden gang bæltet i ratpiloten springer for mig. Jeg ved ikke om det er mig, der gør noget helt forkert, eller om den type ratpilot bare ikke er designet til min type sejlads. Men jeg må finde en anden løsning fremover – det er ikke holdbart at skulle skifte så vitale dele af udstyret, hver gang jeg har sejlet 1500 mil.
Jeg sejlede afsted fra Danmark med en bevidsthed om at have en båd i god stand – men jeg vender ikke retur med en båd i samme stand. Det er bådlivet i en nøddeskal. To-do listen vokser proportionalt med tilbagelagte mil. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg i løbet af efteråret skal have fikset følgende: Autopiloten, nyt beslag til vindroret, ny montering af redningsflåden – og fundet ud af hvor pokker der kommer vand ind på øverste del af ruffet!