Jeg har købt ny båd i Helsinki og sejler den hjem fra Finland. Undervejs har Østersøen budt på voldsomt vejr. 

Ny båd – en C&C 37/40 

Min B31 er solgt, og jeg har i længere tid været på jagt efter båden, der skal tage mig ud på fremtidige eventyr. I juni fandt jeg den endelig. Jeg har købt en 40 fods C&C, canadisk design inspireret af de finske Baltic-både fra 1980’erne. Min nye båd er cruising udgaven af C&C’s oceangående kapsejlere, og jeg lover jer at den rykker. Efter lidt indledende motorproblemer kom vi endelig af sted ud i den finske skærgård, over finske bugt til Estland og endelig på kryds af Østersøen til de svenske kyster. 

Kuling på Østersøen 

Vi sejlede ud fra Estlands vestkyst og havde kurs mod Gotland. Vinden kom fra sydvest og efter 10 timers sejlads var vindstyrken steget til kuling og bølgerne over to meter høje og buldrede ind over dækket. Det var ikke en del af planen og ikke noget jeg havde set komme i vejrudsigten. Hverken vindstyrken eller ret ingen passede med mine forventninger.  

Netop som vi havde opgivet at holde Gotland op, og i stedet satte kurs mod Nynäshamn på det svenske fastland, lød der et ordentligt brag. 

Smældende sejl 

Forsejlet blafrer ukontrollerbart på fordækket og slår med hårde smæld huller i luften som for at skræmme enhver væk, der skulle vove sig på dæk. Øjet til skødet er blevet revet af sejler, og vi kan ikke længere styre det. 

Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke få fart nok i båden til at skære igennem bølgerne alene for storsejlet. Vi beslutter at få sejlet ned. 

Jeg må på dæk for manuelt at rulle flere omgange på tromlen, så vi kan rulle sejler ordentligt ind. Min gast Martin foreslår at skære to huller i sejldugens underlig, så vi kan improvisere et skøde og kontrollere sejlet, mens vi hiver det ned. 

Mens Martin går på med sikkerhedsline og kniv, falder jeg af til lens. Vi får sejlet hevet ned og bundet fast langs søgelænderet. 

Nu er det min tur. Martin styrer, mens jeg går på dæk med line, værktøj og et spritnyt stormsejl. Hurtigt bliver det monteret og tredjemanden, Kim, hejser stormsejlet. 

Flere problemer

Et par timer senere er vindstyrken steget til stød af stormstyrke. Der er ikke nogen steder at søge ly. Det er bare at bide tænderne sammen og koncentrere sig om at styre mod fastland. Autopiloten er slet ikke stærk nok, og vi må håndstyrer. Altid to på vagt og en nede og få et par timers søvn. Udmattelsen breder sig under huden. 

Problemerne hober sig op. Motoren har lækket diesel og hele båden stinker. Desuden mistænker vi, at den har problemer med at køle. Kvalmen stiger op i mig, mens jeg varmer mad til min besætning og klamrer mig til apteringen. 

Da jeg er tilbage på vagt, ser jeg, at de tre øverste slæder i storsejlet er brækket, og agterliget er ikke længere helt inde ved masten. Jeg kan ikke gøre noget ved det og håber blot at storsejlet holder. Jeg er efterhånden ved at løbe tør for muligheder: Forsejlet er ude, storsejlet hænger i en tynd tråd og motoren er ikke til at stole på. 

36 timer i hårdt vejr 

Efter 32 timer i hårdt vejr kommer vi ind i læ for bølger og den hårde vind bag skærgårdens mange øer. Jeg har ikke længere sejlareal nok til at krydse ind gennem skærene. 

Mens jeg cirkler rundt opdager Martin en blokade i motorens vandindtaget. Han kan puste det ud, og vi skifter den ellers helt nye, men nu også flænsede impeller, og endelig kan vi starte motoren uden problemer. 

Fire timer senere er vi sikkert i havn og efter en “anker-øl” klokken 10 om formiddagen, falder vi om i køjerne og hviler ud.